Søren Folkmann

Bornholmer ikke langt fra EM-guld

Af: Kim Holm


Vidste du, at Bornholm meget vel kunne have haft en europamester i fodbold?
Da Danmark sensationelt vandt EM i Sverige i 1992, sad en ung bornholmer og kunne opleve seks
triumferende spillere, han få år forinden havde spillet med på det danske U23-landshold.
Et alvorligt benbrud havde imidlertid sat en bremse på en lynkarriere, som Søren Folkmann var i
gang med siden skiftet fra Viking til Frem.
Flere klubber stod i kø efter bornholmeren efter Vikings succesrige 1987-sæson, der nær var endt
med oprykning til Danmarks næstbedste række.
Selvom Viking lå i 3. division, havde DBU fået øjnene op for den boldsikre og arbejdsomme
midtbanedynamo.
- I november 1987 blev jeg kontaktet af Frits Ahlstrøm fra DBU og blev senere udtaget til U/21-
landskamp, husker Søren Folkmann om den hektiske tid, hvor også flere klubber hev og flåede i
ham.
Den bornholmske midtbanedynamo var netop kåret til årets spiller på Bornholm af Dagbladet
Bornholmerens læsere, og han blev kontaktet både af Avartas træner Jan Andersen, Frems træner
Jan Poulsen, ligesom Roskilde meldte sig på banen.
Takket være Jan B. Poulsens bornholmske kontakter endte Frem med at trække det længste strå.
Frem-træneren var bornholmsk gift og havde spillet for RIK og BBU’s unionshold i slutningen af
60’erne. Herfra kendte han Sørens far, Ivan Folkmann, der i samme periode spillede i Viking og
havde spillet med Jan B. Poulsen på BBU’s succesrige unionshold, der i årene 66-67 leverede en
række sensationer i kamp mod de større unioner og bl.a. nåede unionsfinalen i 1967.
Jan Poulsen kom til Bornholm, og gav Søren Folkmann et godt tilbud.
- Jeg fik mulighed for at opsige kontrakten i Frem efter to måneder, hvis det ikke gik. Det blev
afgørende for mig.
Som Frem-spiller gik det hurtigt med at etablere sig som stamspiller på et fremgangsrigt mandskab,
der sikrede sig oprykning til landets bedste række, og i årene efter etablerede sig helt i toppen af
dansk fodbold, kulminerende med bronzemedaljer i 1992.


Ricardo så et lys i bornholmeren
I januar 1988 blev Søren Folkmann inviteret med på en syvdagestur til Saudi Arabien med U21-
landsholdet.
- Pludselig sad jeg, der bare havde spillet i Viking, i flyet med topspillere fra landets bedste række.
Det var lidt surrealistisk, men jeg havde en fantastisk oplevelse på turen.
Dermed var det ikke slut med oplevelserne i vinterpausen. Som optakt til 88-sæsonen kom
bornholmeren med Frem til træningsturneringen Synoptik Cup i Troia i Portugal. Her deltog seks
hold fra 1. division (landets bedste række, red.) samt Frem og et par mere fra 2. division.
- Alligevel kom vi i finalen, hvor jeg ovenikøbet scorede sejrsmålet i 1-0-sejren over Næstved.
- Jeg følte mig på vej ind i himmelen, og den gode start gjorde, at jeg hurtigt kom ind i kliken på
Frem-holdet.
- I det hele taget viste det sig, at Frem var den rette klub for mig. En god klub med masser af vægt
på det sociale – det lignede Viking meget.
- Her var plads til hygge og en øl efter kampe og træning – nok lidt anderledes end man ser i dagens
topfodbold, smiler Søren Folkmann.


Allerede 4. juni 1988, et halvt år efter skiftet fra Viking, fik Søren Folkmann officiel debut på U/21-
landsholdet mod Belgien. Bornholmeren fik en drømmestart og blev matchvinder, da han midt i 2.
halvleg scorede det afgørende mål i 2-1-sejren. På det danske hold var flere spillere, som fire år
senere kunne lade sig fejre med EM-guldmedaljer om halsen: Henrik Larsen, Johnny Mølby, Peter
Nielsen, Torben Frank og Claus Christiansen.
I næste kamp mod Bulgarien hed en af holdkammaterne Brian Laudrup, der knapt fire år senere
blev en hovedpersonerne i det danske EM-guld.
Træner for U/21-holdet var Richard Møller Nielsen, som også var manden bag EM-triumfen fire år
senere. Han havde på U-landsholdet fået et rigtigt godt øje til den boldsikre og flittige bornholmske
midtbanespiller.
Søren Folkmann kæmpede bl.a. med den senere EM-guldvinder Peter Nielsen om pladsen på den
defensive midtbane. Bornholmeren var godt på vej til at overhale lyngbyspilleren, der dog endte med
at trække det længste strå og i sommeren ´92 scorede både DM- og EM-guld samt en god kontrakt
i Borrussia Mönchengladbach.
For efter et år hvor alt var rosenrødt og bare gik fremad slukkede lyset pludseligt for Søren
Folkmann.


En flyvende nordkoreaner slukkede landsholdslyset
Tilbage i det hektiske 1988 var A-landsholdet ikke længere en uvirkelig drøm, Frem rykkede op i 1.
division, og Folkmann blev udtaget til Kings Cup i Thailand, der skulle finde sted i januar ’89.
- På det tidspunkt kæmpede jeg med Peter Nielsen om at starte inde på den defensive midt. Jeg tror,
Ricardo havde valgt mig. Jeg var med i den første kamp mod Rusland (0-0), hvor jeg fik ros for
indsatsen, husker han.
Men i den anden kamp mod Nordkorea gik det helt galt efter en rigtig asiatertackling, hvor
modstanderen kom flyvende ind fra front.
- Alle sagde, der lød et knæk, men det husker jeg ikke selv. Skinnebenet brækkede rent.
En lidende Søren Folkmann blev af landsholdslæge Mogens Kreutzfeldt rådet til at blive fløjet til
Danmark, så han kunne blive opereret på et dansk hospital.
Kreutzfeldt bedøvede sin unge spiller på hjemturen. På hospitalet fik han lagt benet i glasfibergips,
der er en stærk form for gips.
- Bruddet var helt rent, så meningen var, at jeg skulle jeg træde det på plads. Jeg gik med det i
mange måneder, men det voksede ikke rigtigt sammen.
- Under hele genoptræningen synes jeg, der var noget galt. Men til sidst fik jeg trænet mig så meget
op, at jeg året efter igen var klar til at gå i gang. Men meget hurtigt, i en træningskamp mod
Kastrup, sagde det igen knæk.
- Så var det i gips igen, og da jeg slap det, var der gået to år. Men nu mærkede jeg ikke noget til
bruddet længere.
I sit comeback 21. april 1991 i topkampen mod AGF i Aarhus viste Søren Folkmann igen sin
målfarlighed, men trods hans scoring tabte Frem 1-2.


Matchvinder i bronzekamp mod Brøndby
Efter to års fodboldpause var A-landsholdet nu langt væk. Konkurrenten Peter Nielsen kom med til
EM i Sverige året efter.
- Alligevel synes jeg, at jeg har været heldig, fastslår Søren Folkmann, der har mange gode
minder fra tiden i Frem:
- Min allerstørste fodboldoplevelse var, da min far besøgte mig i Valby, hvilket han ofte gjorde.
Men denne uforglemmelige dag, den 8. juni 1992, skulle vi spille mod Brøndby i Valby Idrætspark.
En sejr ville give os bronze.
6000 tilskuere var klar, og det medlevende publikum fra Sydhavnen og Valby skabte som altid en
fantastisk stemning på stadion. Den gamle storklubs første medaljer i 16 år kunne blive en realitet.
- Og vi slog dem 3-1. Det er det vildeste, fedeste og lykkeligste, jeg har oplevet i min
fodboldkarriere.
- Især fordi min far om morgenen, da vi fik morgenmad på Valbygårdsvej, havde sagt, at han havde
drømt, at jeg ville score i kampen.
Og gæt hvem der scorede kampens første mål – jo, det gjorde den bornholmske defensive
midtbanespiller, der bankede bolden op i nettaget til 1-0. Dermed blev han Frems anden
bornholmer til at sikre medaljer til de rød/blå-tværstribede med rødder i de gamle arbejderkvarterer
på Vesterbro og i Valby.
Den første var Hans Colberg, der i en lignende rolle som halfback var med til at sikre Frem guld i
1944.
Kampen mod Brøndby blev i øvrigt en meget hektisk affære efter pausen. Efter Søren Folkmanns 1-
0-scoring i det 52. minut, udlignede Brian Jensen syv minutter senere. Gæsternes glæde varede bare
et minut, inden Mukremin Jasar og derefter Frems store spiller Thomas Thøgersen nettede til 3-1.
Fire mål på 17 minutter bragte stadion på kogepunktet. Resultatet betød, at medaljerne gik til Frem,
mens Brøndby måtte se dem glide af hænde og i stedet tage til takke med en 7. plads i den ekstremt
tætte række.
Udover Thomas Thøgersen var norske Dan Eggen og backen Søren Colding med på Frems hold. De
blev alle nøglespillere på Brøndbys stærke hold i 90’erne, der kun var sekunder fra at nå UEFA Cupfinalen
i 1995 i to tætte kampe mod AS Roma.
På Brøndbys hold i bronzekampen var landsholdsspillere som Kim Vilfort, Kim Christofte og John
’Faxe’ Jensen, der alle havde deres store andel i Danmarks EM-guld bare nogle uger senere.
Søren Folkmann kunne i stedet holde sommerferie, og se sine tidligere holdkammerater på Ulandsholdet,
og modspillerne fra bronzekampen, brillere på de svenske stadions i den bedste danske
fodboldsommer nogensinde.
I alt nåede Søren Folkmann 12 officielle og uofficielle U-landskampe for Danmark.


Frems konkurs
De glade dage i Frem fortsatte i efteråret 1992 med et Europa Cup-eventyr. Det professionelle
schweiziske storhold Neuchatel Xamax trænet af den tyske eks-verdensmester Uli Stielike fik
storbank af kvartprofferne fra Valby i første runde af UEFA-cuppen.
Frem var derefter klar til anden runde mod det spanske tophold Real Zaragoza med en anden tysk
verdensmester på holdet, Andreas Brehme. Det første opgør i Valby var ganske jævnbyrdigt, men
endte 1-0 til spanierne, der i returkampen satte tingene på plads med 5-1.
Og Frems dage i den absolutte danske fodboldtop fik en brat ende efter 92-sæsonen. Økonomien
hang i laser, og året efter blev boldklubben erklæret konkurs med en gæld på flere millioner til
blandt andet tidligere spillere, Told og Skat samt Divisionsforeningen.
Frem rykkede ned i Danmarksserien som den første danske klub, der blev tvangsdegraderet som
følge af økonomiske problemer.
Spillerne blev spredt for alle vinde. Brøndby tog for sig af retterne med en række af de førnævnte
profiler, mens Søren Folkmann og et halvt Frem-hold sammen med træner Ole Mørch blev hentet
de 45 kilometer ned langs Gammel Køge Landevej til Herfølge.
Søren Folkmann blev en absolut nøglespiller hos Herfølge, hvor han præstererede noget af sit bedste
i karrieren.
Ole Mørch kaldte ham vital for holdet. ’En spiller, der vinder næsten alle nærkampe og med gode
afleveringer i dybden. Samt et engagement og vilje, der smitter af på hele holdet,’ lød trænerrosen.
- Jeg var glad for Ole som træner i Herfølge, men det var også lidt ambivalent. Han krævede meget
og havde nok slidt lidt hårdt på os allerede i Frem.
En anden ting, der sled på dagligdagen for Søren Folkmann, var turen til Herfølge.
- Selvom vi var flere, der kunne køre sammen, var det noget andet end før, hvor jeg lige kunne tage
cyklen til træning. Der var heller ikke det samme sociale liv i Herfølge, som jeg kendte fra Frem.
- Selvom vi var på kontrakter dengang, så var de ikke så store. Vi havde alle arbejde ved siden af.
Det blev til to sæsoner med oprykning til Superligaen i 1995, inden han besluttede at få ophævet
kontrakten med Herfølge og vende ’hjem’ til Frem, der var rykket tilbage til 2. division efter
tvangsnedrykningen.


For Herfølge gik det fremad i de kommende sæsoner. Ole Mørch blev afløst af EM-guldvinderen
og ’halv-bornholmeren’ John ’Faxe’ Jensen som spillende træner. Han førte i 2000 Herfølge til den
mest sensationelle DM-titel i historien.
- Så jeg skulle måske nok være blevet, smiler Søren Folkmann.


Fuldtidsprof i AB
Karrieren tog imidlertid nye veje. Efter 96-sæsonen i Frem, hvor han blev kåret til årets spiller, fik
han et godt tilbud fra hårdt satsende AB.
Den gamle storklub var vækket til live og netop rykket op i Superligaen. På holdet var profiler som
de senere landsholdsspillere og udlandsprofessionelle, Peter Knudsen, Jan Michaelsen og René
Henriksen samt tankforwarden Peter Lassen.
I 1997 blev der satset endnu mere med tilgang af den legendariske træner Christian Andersen, og
flere landsholdsspillere som Brian Steen Nielsen og Claus Thomsen samt målslugeren Chris
Hermansen.
Søren Folkmann betingede sig i sin to-årige kontrakt med AB, at det blev som fuldtids-prof.
- Det var en fantastisk tid under Christian Andersen, at kunne koncentrere sig helt om fodbold. At
træne fire gange om ugen, to gange om dagen. Derudover kunne vi frit benytte os af faciliteterne på
Skodsborg, svømme og få massage osv.
Christian Andersen gik meget op i at at spillerne holdt en god kostplan. I det hele taget oplevede
Søren Folkmann, hvordan dansk fodbold langsomt blev mere og mere professionel i de år.
- Men at sammenligne dengang med nu kan man ikke. Spillerne i dag er meget mere skolede fra
ungdommen af, det går meget hurtigere og de mestrer teknikken selv i højt tempo.
- For mig var forskellen på at spille i Viking og komme til Frem ikke vanvittig stor. Sådan er det
ikke længere.
- Spillet er et helt andet i dag, og sådan var nok også, når min far oplevede forskellen fra, da han
spillede i 1960’erne, til hvordan det så ud i ’90’erne.


Brandmandsdrømmen sejrede
Mens AB ræsede mod toppen af dansk fodbold – bronze og sejr i pokalfinalen i 1999 – valgte Søren
Folkmann nu en helt anden karriere. Han fik ophævet kontrakten i AB, da han modtog et civilt
tilbud, han havde svært ved at afslå.
- Jeg havde altid gået med en drøm om at køre ambulance. En bekendt kontaktede mig, og sagde, at
det skulle være nu, hvis jeg ville have ansættelse i Københavns Brandvæsen.
- Jeg fik ti gode år der, og fodboldmæssigt fortsatte jeg så i Frem indtil efteråret 2006.
Det var et par skridt nedad, idet Frem nu var i 2. division øst, men allerede på sine præstationer i
dette efterår blev Folkmann kåret til årets spiller i rækken.
Det blev til 10 spændende år i Københavns Brandvæsen, men efterhånden begyndte nogle lidt
dårlige oplevelser med ambulancen at tynge. Det fik Søren Folkmann til at tænke på at skifte spor.
Sammen med sin kone, barn og baby på vej valgte han at flytte til Bornholm.
- Jeg var mæt af København, og min far var blevet syg og døde senere, så for mig var tidspunktet
rigtigt. Og kort tid efter døde også min mor.
- Min daværende kone var begejstret for at komme til Bornholm, selvom hun var københavner, så vi
flyttede ind i en lejlighed til Arnager Røgeri, og jeg begyndte at spille lidt i Viking igen.
I begyndelsen hjalp han til på førsteholdet, hvor han som 39-årig var med til at redde Viking fra
nedrykning fra Bornholmsserien.
Men ret hurtigt blev Søren Folkmann spurgt om at blive assistenttræner på Rønne fB, og senere
overtog han cheftrænerposten. I alt blev det til tre-fire sæsoner i RfB-regi.
Derefter var der en lidt turbulent periode i Søren Folkmanns liv. Han blev skilt, og eks’-konen
flyttede tilbage til København sammen med de to drenge.
- Jeg rejste med Rønne fB hver anden weekend, og så afsted efter drengene hver anden weekend.
- Det blev for hårdt, og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig skulle være rejsende træner igen.


Indstilling til fodbold har ændret sig
Siden har Søren Folkmann haft skiftende trænertjanser for Vikings to bedste mandskaber – p.t.
Vikings andethold i Serie 1.
Drengene er nu store, 19 og 17 år, så det kræver ikke længere så meget. Nu nyder Søren Folkmann
at være træner på det lidt lavere niveau, selvom det også skaber sine udfordringer.
Dette interview finder sted en lørdag formiddag, hvor Viking samme dag skal dyste mod RIK i
lokalopgør i øens næstbedste række.
Men i løbet af fredagen indløb der seks afbud til holdet, og da førsteholdet i forvejen havde samme
antal afbud, endte trænerens fredag-aften-hygge med telefonen, for at skaffe spillere nok. Rødvinen
og den gode film måtte vente.
- Det er lidt tungt, at få så mange afbud i sidste øjeblik. De unge mennesker i dag kan nogle gange
have lidt svært ved at planlægge. Mange af de helt unge har jobs, men er ikke så gode til at få
koordineret arbejdsskemaet med turneringsplanen.
- Der er sket meget med indstillingen til fodbold. Vi andre missede aldrig en træning, og man
meldte kun afbud til kampe, hvis man var skadet. Men de unge har meget, de skal, og det må vi
ledere jo så indrette det efter.
- Jeg har også lært, at man skal lade være med at give for mange beskeder. De unge har meget, de
skal forholde sig til, så beskederne skal være korte og kontante.
- I Viking har vi indrettet os med teams med flere trænere og holdledere til hvert hold. Måske vi
også skal forsøge at få en yngre generation trænere ind, der er mere på bølgelængde med spillerne.
Så kan vi gamle støtte op i andre roller. Gode holdledere er vigtige. Være mennesket bagved, der kan
tale med spillerne om andet end fodbold. Det betyder meget for spillerne. Jeg har selv været meget
glad for mange af mine holdledere, som man har kunnet tale med om andre ting end med
cheftræneren, siger Søren Folkmann, der har oplevet fodboldverdenen ændre sig radikalt i hans
snart halve hundrede år i fodboldens verden.
- Min far var på Vikings divisionshold i 60’erne. Han kom fra en lille klub, Østerlars, og har igen
helt andre oplevelser, end jeg har haft.
- Lige fra jeg kunne kravle, kom jeg afsted til fodbold. Det var med Theobald og Kjeld Mortensen
som trænere.
- Vi var mange spillere på hver årgang, og Viking havde ofte tre-fire hold i alle rækker. Da jeg kom
op på junior, startede jeg på tredjeholdet.
- Jeg blev selv del af en stærk 67-årgang med spillere som Lars E. Hansen, Michael Carlsen og Leo
Rasmussen, der alle blev en del af divisionsholdet i firserne.
- Vi vandt alle A-rækker pånær et år, hvor Nexø, der også var stærke på ungdomssiden, vandt.


Fra DS til 3. division
I slutningen af sidste junior-sæson blev Søren Folkmann rykket op på senior. Her kom han i første
omgang til at spille på et sekundahold med sin fars gamle holdkammerater Ole Ipsen og Bjarne
Nielsen.
Ret hurtigt blev den talentfulde midtbanespiller indlemmet i første-andetholdstruppen, og fra 1985,
18 år gammel, spillede Søren Folkmann fast med på førsteholdet, hvor det blev til tre sæsoner, inden
han skiftede til Frem i 1988.
Allerede i den første sæson på Vikings bedste hold var Folkmann med til at rykke op fra
Danmarksserien.
Herefter var han med i to forrygende sæsoner i 3. division øst, der kulminerede med tredjepladsen i
1987.
Erling Nielsen var blevet træner efter Karlo Hansen i Søren Folkmanns første seniortid. Her fik han
en træner, der for alvor lærte ham, hvad man ved en seriøs tilgang til fodbold kunne opnå.
- Erling var fuldstændig gennemført grundig i alt, både før, under og efter en kamp. Inden en kamp
skulle vi for eksempel ligge og høre musik, mens hans gik og talte og forberedte os til kampen. Han
sørgede for, at vi var der mentalt. Når vi så kom ud, så var vi helt parat til at krige. Han fik os i en
fantastisk kondition, og så havde vi granitten i os. Det kunne de andre ikke lide, smiler Søren
Folkmann.
Dansk fodbold var godt nok stadig på et andet niveau dengang, og springet til de højeste rækker var
ikke så stort, som det er i dag.
- Det var lidt mere tilfældigt, hvem der kom frem. I dag er fodbold enormt struktureret. Det er
tydeligt, at de unge har været igennem formaliseret træning i de store klubber helt nedefra, siger den
tidligere frem’er, der er imponeret over dagens topspilleres individuelle færdigheder:
- Vi andre var ikke i nærheden af, hvad de kan i dag. De har alle teknik til at spille i et meget højt
tempo.
Og så er det meget mere seriøst. I Frem ku’ vi feste – i dag kan de ikke træde ved siden af.
For Søren Folkmann har det sociale ved siden af fodbolden altid haft en stor betydning, og derfor
nyder han nu sit fodbold-otium i Viking, hvor han udover at være træner og leder hygger sig med
sine gamle fodboldkammerater på veteranholdet.
Ambulancetjeneste var han færdig med, da han flyttede tilbage til Bornholm. Her har han i stedet
tilbragt i alt 16 år hos Jensen Danmark. I mange år som chauffør og de seneste par år på lageret.


Bornholmere med i Danmarks to seneste OL-medaljer
Søren Folkmann kunne være kommet med i en meget eksklusiv lille klub, hvis ikke den flyvende
nordkoreanske tackling havde sat ham ud af spillet i to vitale år for hans karriere.Bornholm har nemlig ikke haft mange A-landsholdsspillere gennem øens godt 125-årige
fodboldhistorie.
Ikke desto mindre har to af dem været med til at sikre Danmarks to seneste OL-medaljer i
henholdsvis 1948 og 1960. Faktisk de to bedste danske internationale resultater inden Danmarks
EM-guld i 1990.
Første bornholmske landsholdsspiller var Hans Colberg (1921-2007) med fodboldopvækst i Hasle.
Han fik som Frem-spiller i slutningen af 1940’erne fire A-landskampe, inden han blev professionel i
Lucchese, Italien, som han repræsenterede både i Serie A og B i årene 1950-53.
Overgangen til prof-fodbold fik den konsekvens for bornholmeren, at det var slut med landsholdet,
der indtil 1971 udelukkende var for amatører.
Ud over de fire kampe på banen var den bornholmske halfback endvidere på bænken, da Danmark i
1948 vandt OL-bronze i London med et hold, som eksperter dengang anså som en mulig
medaljeaspirant til VM to år senere, hvis ikke en stor del af holdet var skiftet til netop Italien efter
det succesrige OL.
Faktisk burde Hans Colberg være kommet på banen i OL-semifinalen mod Sverige (2-4), da
Danmark var reduceret til ni spillere på grund af skader, men indskiftere var endnu ikke tilladt i
fodbold dengang.
Hans Colberg fik sin debut, da han som anfører i juni 1948, en måned før OL, var med til at besejre
Finland 3-0 i Helsingfors i kampen om det nordiske mesterskab. Udover de fire kampe på banen,
blev det til ni bænkevarmertjanser blandt andet i de spændende OL-kampe, for den senere
fiskehandler, der var født i Klemensker præcis 10 år og 10 dage før Bornholms næste Alandsholdsspiller,
Jørgen Hansen.
Jørgen Hansen (1931-1986), RB og B. 1910, opnåede 23 A-landskampe som Næstved-spiller i
årene 1955-62, og hertil skal lægges otte kampe som reserve.
Den hurtige angriber debuterede i 1-1 kampen mod Holland i 1955. Hans første landskampmål
kom i 4-0 sejren mod Finland året efter.
Den lynhurtige og teknisk begavede bornholmske fløjspiller med tilnavnet Lille-Jørn nåede at score
yderligere tre mål på landsholdet.
Et af dem kom i optaktskampen til OL i 1960, hvor Danmark overraskende besejrede det
daværende storhold i verdensfodbolden, Ungarn, med 1-0.
Lille-Jørn var med i yderligere to optaktskampe, men ved OL måtte han nøjes med reservetjansen,
da Danmark spillede sig frem til finalen. Det skete blandt andet med den sensationelle 2-0-sejr over
Ungarn i semifinalen, hvor målmand Henry From ved stillingen 1-0 blev verdensberømt med sit
tyggegummitrick, der distraherede Ungarns straffesparksskytte.
Jørgen Hansens sidste landskamp var i 1962, da Danmark tabte 1-4 til DDR.
Ikke nok med at Lille-Jørn, der var født juleaften i Østermarie, blev Næstveds første Alandsholdsspiller
nogensinde, han er også den spiller, som har repræsenteret Næstved flest gange på
A-landsholdet.
Takket være triumfen ved OL i London, hvor storfavoritterne Storbritanien blev besejret 5-3 i
bronzekampen, blev Hans Colberg sammen med sine holdkammerater optaget i fodboldens Hall of
Fame i 2019.
Det samme gjorde Jørgen Hansen og holdkammerater fra triumfen ved OL 1960, hvor det blev til
sølvmedaljer efter finalenederlag til Jugoslavien.
Desværre nåede ingen af dem at opleve den store ære.
Andre bornholmere der har været tæt på A-landsholdet er Finn Mogensen (Klemensker , RIK og
Kastrup) med kampe på ligalandsholdet og bænketjans på A-landsholdet i slut-70’erne, samt Jørgen
Sjøberg (RIK og B.1903) i 1960’erne.
Fotos: Jørgen Hansen ses på Næstveds holdbillede øverst til venstre. Lige ved siden af står en senere
landsholdsspiller, Erik Dyreborg, der blev berømt, da han scorede alle fem danske mål i 5-0 sejren
over Norge i 1967.
Foto: Hans Colberg blev dansk mester med Frem i 1943-44.
Hans Colberg som Lucchese-spiller i den italienske Serie A.
Søren Folkmann som nr. 2 fra venstre i anden række på det danske U21-landshold sammen med
flere senere europamestre.
En typisk koncentreret Søren Folkmann i kamp for AB.
Søren Folkmann i den tidstypiske landsholdsdragt som Viking-spiller i 1987.
Søren Folkmann var i sin første sæson med til at sikre Frem oprykning til landets bedste række.
Efter næsten 750 dages skadespause var Folkmann tilbage som matchvinder i 1-0-sejren over Vejle.
En sjælden bornholmsk begivenhed: Allan Kuhn og Søren Folkmann slås om DM-medaljer en
forårsdag i Valby, og Bornholmeren var på pletten til en snak med Rønne-drengene. Det endte med
guld til Allan K. og bronze til Søren F. De to havde i øvrigt været på samme BBU-hold som
juniorer, hvor de havde skabt et af de bedste bornholmske resultater nogensinde.

Søren Folkmann (2)
Søren Folkmann (1)