Det er tyndet gevaldigt ud i rækkerne af fodboldklubber på det nordøstlige Bornholm.
Engang var der masser af livskraft i fodboldklubberne i Rø, Gudhjem, Østerlars og Østermarie.
Især mellem de tre sidste var der en god lokalrivalisering. Ofte var der heftige lokalopgør med mange entusiastiske tilskuere, hvad enten det var i Bornholmsserien eller i Serie 1.
I 1991 endte det dog i en slags forbrødring og et behjertet forsøg på at samarbejde. ØB, Gudhjem og ØIF sluttede sig sammen under betegnelsen ØGØ. Som andre steder på Bornholm begyndte klubfodbolden at lide i 1990’erne, og ØGØ skulle være svaret på et stabilt godt hold i Bornholmsserien.
Men resultaterne på seniorplan blev aldrig som håbet. Juniorerne blev godt nok næstbedst på Bornholm i 1999, men generelt fulgte lederkræfterne ikke med over i overbygningen, og efter 10 sæsoner var det slut med ØGØ. Mere om det senere.

Spiller, træner, leder og mor til fem fodboldbørn
Først vil vi fortælle historien om en markant kvindelig leder, der er blevet en nøglefigur i, at ØIF, som den eneste af de ovennævnte klubber, har overlevet fodboldens svære tider.
Nedturen på Nordøstbornholm har været særligt markant, men ud over Rø, ØB og Gudhjem  har den på Bornholm kostet yderligere fem klubber livet siden 1980’erne. Væk er mindre klubber som Standard og Pedersker, men også større som Nyvest, Klemensker og Poulsker, der engang var sammenlignelige med ØIF. Derfor er det lidt af en solstrålehistorie, at Østermarie IF stadig har et tilbud på de fleste ungdomsårgange på drengesiden, og samtidig en lille seniorafdeling.

Til gengæld er klubbens en gang velfungerende pige- og dameafdeling i dvale p.t., selvom der bestemt er piger i Østermarie og omegn, der stadig spiller fodbold.

Ann-Sofie Sonne er navnet på lederen, træneren, moren til fem fodboldspillende børn og ægtefællen til førsteholdets træner, der om nogen er med til at holde liv i fodbolden i Østermarie. Hun har været med på en lang rejse fra klubbens store år 30-40 år tilbage. Først som aktiv fra først i 80’erne, hvor hun spillede pigefodbold i klubben, og senere som nøglespiller på klubbens stærke BS-damer. Hun har spillet lige under 300 kampe for ØIF – rekord i dameafdelingen. Nu er Ann-Sofie Sonne den allestedsnærværende blæksprutte i fodboldafdelingen, med kasketter som ungdomsformand og træner for klubbens mindste spillere (fnuggi til U10). I interviewet skinner det tydeligt igennem, at hun hellere vil snakke om ØIF, som klub end sig selv som person.

En klub med stærkt fundament
Hun er en leder, som der ikke længere er så mange af. Klubbens trofaste ildsjæl, der bare bliver ved og ved, sæson efter sæson.

I stedet fremhæver hun klubbens formand gennem snart en halv menneskealder, Mogens Christiansen.
Den tidligere fodbolddommer og førsteholdsspiller har en stor andel i og ære af, at ØIF står stærkere end mange sammenlignelige klubber på Bornholm.
- Det gælder både økonomisk men også frivilligheds- og indsatsmæssigt, siger Ann-Sofie Sonne.
Hun fremhæver to store events, som grundlaget for det gode økonomiske fundament, der betyder, at der i ØIF er råd til sportslige og sociale initiativer, nytænkning og nye sportsgrene.
- Vi skal sådan set bare komme med gode idéer, så er pengene der, fremhæver hun, og ligesådan er det muligt at køre med lave kontingenter. Underskuddene i afdelingerne dækkes af fælleskassen.
De to store indtægtsgivende events er loppemarkedet og partyshowet, der er en institution på Bornholm, som fylder Østermariehallen. Showet kræver 100-120 frivillige, men de er der år efter år, og bliver også hentet udenfor ØIF’s rækker. Det gode sociale fællesskab i klubben trækker mange til, og det samme gør den fine forplejning og taknemmelighed, de frivillige mødes med.

Vigtigt at stille så mange hold som muligt
Som nævnt i indledningen er der i dag færre ØIF-hold end tidligere, og Ann-Sofie Sonne erkender, at det primært handler om overlevelse frem for at skabe store resultater:
- Vi har den holdning, at hvis det kniber med at stille hold i en årgang, så forsøger vi alligevel. Vi sætter en stor ære i, at kunne stille hold i så mange rækker som muligt.
Det gælder om at holde liv i så mange klubber som muligt. Jeg husker selv, hvor skønt det var at spille rundt omkring på hele Bornholm. Det vil være trist, hvis der kun er fem-seks af de største klubber tilbage.
- Vores filosofi er også, at vi ikke vil melde afbud til nogen kampe.
Midlerne er i nogle tilfælde at lade spillerne spille på forskellige årgange og lade piger og drenge spille sammen. Derfor er det heller ikke helt slut med pigefodbold i ØIF, selvom klubben p.t. ikke er i stand til at stille rene pigehold.

Et eksempel er Ann-Sofie Sonnes egen datter, der p.t. spiller med på Elite Bornholms succesfulde U16-pigehold.
- ØIF’s grundholdning er fællesskab – at der er plads til alle og et ligeværdigt menneskesyn. Alle spillerne er lige vigtige for holdet, så vi sørger også for, at alle får godt med spilletid – helst mindst en halvleg.
- Det kan ske på bekostning af de bedste, så for os er resultaterne ikke det altafgørende. Vi sætter fodboldopdragelse og det sociale meget højt. Det vigtigste er at vi ikke skal melde afbud til kampe, så derfor gør vi en dyd ud af, at alle spillere er lige vigtige.
- Det betyder også, at vi får nogle spillere fra andre klubber, hvor de måske har følt, at de ikke helt er blevet set på samme måde.
Et andet middel er at satse på god gammeldags fodboldopdragelse. At tale ordentligt til hinanden, at møde til tiden, at bidrage til holdet på bedste vis, at kæmpe det bedste man kan og lære at tackle modgang.

Skolen lukkede
I nærområdet er der sket to store ting, som har og kunne have haft stor betydning for hvor, ØIF er henne i dag.
Skolens lukning betød rigtigt meget.
- Før kunne vi træne de mindste lige efter skoletid. Nu skal det times både med spillere og trænere. Mange går i skole i Aakirkeby eller andre steder, så de er sent hjemme.

- Vi har dog gjort det, at vi forsøger at træne alle holdene i de samme to timer mandage og onsdag. Så er det nemmere for forældre med flere børn.

Hvad der potentielt kunne have indvirket gunstigt på fodbolden i ØIF er, at alle naboklubberne er lukket og slukket. Først Rø, siden Gudhjem og endelig ØB, der til sidst gik med i Midtbornholm-samarbejdet, som dog nu ikke længere eksisterer.
- Men det er ikke noget, vi har mærket her, fastslår Ann-Sofie Sonne, så enten er nabosognenes børn  stoppet med at spille fodbold, eller også kører de endnu længere for at dyrke sport.

For fodboldafdelingen i ØIF er det vigtigt, at der ikke opstår for mange huller i årgangene. Kæden skal helst være ubrudt.
- I øjeblikket har vi et lille hul for de 10-12-årige. Til gengæld har vi mange små, 20-25 fra fem til ni år. Som regel har vi tre-fire hold med i børnestævnerne, fortæller Ann-Sofie Sonne.

Så børnene er der i Østermarie og omegn, og fremtiden ser således ganske lys ud.
Der gøres derfor også meget ud af at fastholde børnene.
 - Vi vil gerne have to trænere på hver årgang, og den ene skal gerne have forstand på fodbold. Det er lykkedes indtil videre, og vi rekrutterer trænere både blandt forældre og tidligere spillere.

Fremgang hos senior
Også seniorafdelingen er så småt blomstret op efter et par svære sæsoner. Her er det i øvrigt Ann-Sofies ægtefælle, den tidligere målfarlige angriber i klubben, Michael Sonne, der står for træningen. Han har 13-14 spillere til rådighed, men indtil videre nøjes man med et syvmands-hold.
Spillerne er en pæn blanding af helt unge, nogle i midt-tyverne, og så nogle +30 samt et par veteraner.

Det er meget socialt, og der hygges efter træning og kampe, noget der altid er lagt stor vægt på  i ØIF.
Michael Sonne er i øvrigt, sammen med Frank Jensen, den, rekordholder i antal kampe.

De har som de eneste rundet 700 kampe i den gul/grønne dragt. Michael Sonne kan stadig finde på at snøre støvlerne, hvis det virkelig kniber med at stille hold.

Afdelinger samarbejder
Klubånden viser sig også i, at der er god tone mellem klubbens afdelinger, der tilbyder en lang række idrætsgrene som håndbold, badminton, gymnastik, skydning m.m.
- Vi oplever ikke nogen intern konkurrencen. Vi har fra august 2022 indført fælleskontingent, så det er muligt at dyrke flere idrætsgrene for samme kontingent. Og på grund af klubbens gode økonomi kører vi med en meget lav kontingent.
Det har betydet, at medlemstallet er gået frem, og vi ser stadig unge, der dyrker både to og tre idrætsgrene, fortæller Ann-Sofie Sonne, der oplever, at netop fodbold som holdsport er en god opdragelse for dagens unge.
- Her får de ting, som kan bruge i livet. De lærer, at andre er afhængige af dem. At man ikke bare kan melde afbud til en kamp, for så kan vi måske ikke stille hold. Eller at der på banen er brug for alle.

- Jeg oplever også, at flere unge i dag har svært ved at fokusere, når de starter til fodbold. De første gange kan det være sådan lidt, hvor er de henne?
- Her kræver det noget af os trænere, at få dem ind på sporet, at få dem til at komme til tiden, at stille op i fodboldtøj osv. Så der er flere elementer i at være træner i dag, end der var tidligere.
- Selv er jeg lidt gammeldags, blandt andet at alle får et kort til kamp, så jeg er sikker på, at alle er informeret, siger Ann-Sofie Sonne, der, når vi taler om tidens trends, også oplever flere forældre, der tropper op til træning.
- Det kan være en fordel. Jeg bruger dem gerne til praktiske opgaver, og de fleste er flinke og sige ja. 

En rigtig fodboldfamilie
Med fem børn i alderen 12-25 år, der alle spiller fodbold, samt ægtefællen Michael, der også er bidt af en gal fodbold, bliver der snakket meget fodbold rundt om spisebordet.
Martin, 25 år og den ældste i flokken, spiller på Odense Boldklubs serie 2-hold på Fyn.
Storesøster Marie debuterede i 2. division i 2022 på førsteholdet i den hårdtsatsende damefodboldklub BSF Ballerup, som hun var med til at spille op i 1. division.

Morten, 18 år, har fået kampe på førsteholdet hos Bornholms højest rangerende hold, NB Bornholm i Nexø.
Margit på 14 år spiller med både hos Elite Bornholm og ØUF’s U14-drenge, hjælper gerne U/17 drengeholdet, hvis det kniber med at stille hold.
Yngstemand Mikkel på 12 tørner ud for ØIF, men har ambitioner om mere.
Og for nu 50-årige Ann-Sofie Sonne har det meste af livet handlet om fodbold:
- Vi var en flok, der startede op som 10-11-årige, fortæller hun.
Dette var startskuddet til en lang årrække, hvor ØIF var godt med fremme i bornholmsk pige- og damefodbold.

ØIF  tidligt ude med pigefodbold
ØIF var en af de første klubber på Bornholm, der tilbød pigefodbold. Det var først i 1970’erne med trænere som Finn Nielsen og Mogens Christiansen. Nogle af de bedste spillere blev hentet til naboerne Svaneke, der havde Bornholms stærkeste damehold nogensinde og nåede 1. division.
Ann-Sofie Sonne var med i næste generation. Hun blev i ØIF, der i mange år hørte til i toppen af Bornholmsserien, og nåede udtagelse til BBU-unionsholdet for både ungdom og senior.
Klimaks kom i sæsonerne 1993-94, hvor ØIF først blev pokalmestre med en sejr over Poulsker på 4-2 og sæsonen efter suveræne bornholmsmestre syv point foran samme Poulsker.
Men for fem-seks sæsoner siden var der ikke længere basis for et damehold i ØIF. Som mange andre steder på Bornholm flyttede de unge spillere væk fra øen, og tilgangen nedefra var blevet mindre.

- For os i dag er det fantastisk, at vi har Elite Bornholm, som vi kan sende vores bedste ungdomsspillere hen til og blive dygtigere. På den måde bliver vi mere ligeværdige med de store klubber.

- Vi har altid penge til sociale arrangementer. Det kan være Østermarie Cup med spil på tværs af årgangen, skattejagt for de mindste, juleafslutning med pizzabuffet eller f.eks. busture til ungdomslandskampe med alle spillere.
- Men hele ØIF bakker også vores dygtige spillere op økonomisk, uanset hvilket idrætsgren, der dyrkes.

- Vi er store tilhængere af Elite Bornholm, og vi er glade for, at vi har været i stand til at være med til at udvikle og producere gode spillere.
- Det er vigtigt for os, at de bliver dygtigere og kan tage det med tilbage til klubben. Det kræver, at vi har fokus på den enkelte spiller. Vi siger også til dem, at det er helt i orden, at de forsøger sig i en anden klub, hvis de bedre kan udvikle sig videre der.
Familien Sonne har i det hele taget haft Elite Bornholm tæt inde på livet. De fire ældste børn har været eller er tilknyttet Elite Bornholm, og Mikkel ( den yngste ) afventer p.t. med længsel at komme med i bobler-træning hos Michael Mogensen.

Ann-Sofie Sonne har været fodboldmenneske i en halv menneskealder, og hun indrømmer, at legen med bolden har bidt sig fast gennem de 40 år som aktiv spiller, træner og leder.
- For mig er fodbold meget mere end blot en sport. Det er noget, man kan bruge i mange sammenhænge her i livet. Og så giver det bare en masse oplevelser.

- Jeg har været ungdomstræner i 20 år. Jeg har altid trænet de yngste spillere og har haft mine egne børn som små, hvilket kan være udfordrende. Men jeg har altid valgt at have helt klare linjer og aldrig forfordelt dem.

Hun mener også, at børn i dag har mere brug for at deltage i aktiviteter som fodbold.

- Jeg set et stort behov for, at vores børn kommer væk fra skærmen og lærer at være medspillere i sociale relationer og lærer vigtigheden af, at bidrage til et hold og dermed et fællesskab – at man er del af noget større.

Fodbold i over 100 år

ØIF er en af de absolut ældste fodboldklubber udenfor øens købstæder.
Klubben blev stiftet allerede i 1909 formentlig under navnet Godthaab Boldklub. Godthaab var byens navn på det tidspunkt, indtil den officielt kom til at hedde Østermarie i 1916.
Fodbolden i Østermarie holdt ganske lav profil i de første fem-seks årtier af 1900-tallet. Naboklubberne ØB og Gudhjem var områdets førende klubber dengang.
Første gang ØIF for alvor slog igennem på højeste bornholmske niveau var i midten af 1960’erne. Nu tippede magtbalancen, og ØIF blev områdets største klub.
De næste 20-25  år var det ikke usædvanligt, at Østermarie med sin fighterbetonede og angrebslystne spillestil blandede sig i toppen af Bornholmsserien.
Også ungdom og dameafdeling præsterede i samme tidsrum fine resultater, og der blev fostret store talenter. Som andre landklubber var ØIF dog altid mærket af, at ungdommen tidligt forlod byen.

Klubben med de markante farver
I nyere tid er ØIF kendt for deres markante gul/grønne spilledragt, men faktisk har klubben skiftet farver mange gange i fodboldklubbens levetid.
I 1924 stillede Østermarie Boldklub med grøn trøje og sorte benklæder. I 1937 hed det nu Østermarie IF og farverne skiftede til lyseblå trøje og sorte benklæder.
I 1941 begyndte det at ligne de nuværende farver, men i en anden sammensætning, nemlig gul-grøn stribet trøje og sorte benklæder.
Den holdt i 22 år frem til 1963, hvor der blev introduceret en grøn trøje med gule ærmer og hvide benklæder.

Endelig i 1980 ændredes til den nuværende grøn-gule trøje og grønne benklæder.

Pløjemark erstattet af skolebane
I 1940’erne var ØIF for første gang på vej opad i bornholmske fodbold.  I 1942 vandt klubben B-rækken og avancerede til A-rækken. Dee gul-grøn-stribede var året efter tæt på endnu en oprykning, til øens højeste række, Mesterrækken, men tabte oprykningskampen til AaIF med 1-2 på det, som modstanderne kaldte en pløjemark af en bane ved Nordre Skole.

I 1950 var ØIF en af BBU’s større klubber med to seniorhold, ynglingehold i BBU’s første række for denne årgang og drengehold.

I 1954 var drømmen om at nå den bornholmske fodboldtop endnu engang tæt på. Med en andenplads i A-rækken var ØIF kun få point fra en plads i Bornholmsserien, hvor naboerne ØB og Gudhjem tilhørte toppen dette år.

I 1955 indviedes Centralskolen i Østermarie, og så kunne den nye bane her tages i brug. Men først i 1965 lykkedes det at tage det afgørende skridt op i Bornholms bedste række. Et talentfuldt førstehold vandt A-rækken suverænt med 36 point i 20 kampe.
I debutsæsonen ’66 leverede det unge ØIF-mandskab sensationen og blev efterårets hold i Bornholmsserien. Det endte med en tredjeplads fire point efter ASG, der rykkede op i Danmarksserien. Nøglespillere var folk som angrebsspilleren Torben Jensen samt stopperen og holdets organisatoriske krumtap John Bidstrup, der senere flyttede til AaIF og nåede unionsholdet.

Største nederlag i BS-historien
Den store interesse for holdet bevirkede, at der blev etableret bænkepladser på stadion for publikum.

De næste par år var ØIF stadig med i den pæne ende, men festen endte i 1969-katastrofen – historiens største cifre i Bornholmsserien, da ØIF tabte 0-31 til ASG og en sikker nedrykning.

Nedturen fortsatte helt ned i Serie 2, inden et samarbejde med Rø i 1972 sikrede billetten tilbage til A-rækken.
I 1976 begyndte så en ny march mod toppen af bornholmsk fodbold med en andenplads i Serie 1 og oprykning.

I den første sæson i øens fineste række var de fire brødre Kofoed, Knud, Anders, Henrik og Niels, for første gang samlet på ØIF’s førstehold, da lokalrivalerne ØB blev tæsket 6-1 i sæsonens sidste kamp. De fire udgjorde sammen med et andet brødrepar, Torben og Frank Jensen, rygraden på et ØIF-hold, der blev stadig bedre og efterhånden bankede på i toppen af Bornholmsserien.

I 1981 tangerede den nye generation af spillere klubbens bedste placering nogensinde med en tredjeplads i Bornholmsserien. Sæsonen blev samtidig startskuddet til nogle år helt i front.

Tredjepladsen blev gentaget i 1982 med 26 point for 22 kampe, og i 1987 spillede ØIF med de teknisk stærke brødre Morten og Jesper Carlsen i spidsen sig frem til den bornholmske pokalturnering ved blandt andet at slå DS-holdet Nexø og BS-topholdet ASG (5-3). I finalen måtte man dog give fortabt med 0-4  til DS-holdet fra Hasle.

De gode resultater fortsatte 1980’erne ud, inden seniorfodbolden i 1991 fortsatte i samarbejdet ØGØ med naboklubberne Gudhjem og ØB. ØGØ-samarbejdet gav dog ikke den håbede sportslige styrke, og ØIF’s egne resultater i årtierne forinden blev aldrig overgået. Til sidst endte det med en elevatortilværelse mellem de to øverste rækker.

Nyt samarbejde afløste ØGØ
Efter ØGØ-samarbejdet var det ikke helt slut med at samarbejde i Bornholms nordøstligste region.
Efter nogle år alene indgik ØIF i 2006 i et senior- og veteran-samarbejde med Rø, men også naboerne ØB og Gudhjem slog pjalterne sammen. De to sidstnævnte havde faktisk havde nogle gode sæsoner ikke mindst ungdomsmæssigt i begyndelsen af årtusindet.
Begge konstellationer kunne i et par år stadig stille to seniorhold hver, og i 2007 sluttede ØIF/Rø på andenpladsen i Serie 1.
Men hvor de fire klubber årtierne inden havde 10-12 seniorhold til sammen, var det nu svært bare at nå op på tre hold.
De svære tider blev for alvor til en dødskamp i løbet af det nye årtusinde. Gudhjem og Rø måtte først give op, og Østerlars Boldklub holdt længe stand med både en habil ungdomsafdeling og en lille seniorafdeling. Men til sidst var der ikke meget tilbage, og ØB (der skiftede navn til Østerlars Sport i 2016) endte med at gå med i Midtbornholm-samarbejdet, de senere år dog som inaktivt medlem.
Efter de tre naboklubbers lukning har Østermarie IF kæmpet en hård kamp for at holde skruen i vandet.
Seniormæssigt har det vekslet mellem Serie 1 og Serie 3. I sæsonerne -17, -18 og -19 var der gode takter, og ØIF var ikke langt fra oprykning til Bornholmsserien. 
Som nævnt er der lige nu et syvmandshold i Serie 3 tilbage, og først og fremmest handler det om at holde gang i seniorfodbolden i ØIF, mens man venter på ungdommen, der er på vej.
Hvem ved, måske venter en ny storhedstid i det kommende årti?