Hvor blev fodbolden i Aakirkeby Kommune af? 

Af Kim Holm 
AaIF er stadig en af Bornholms store fodboldklubber. Fusionen Midtbornholm blev etableret i 2007 som et samarbejde mellem fodboldafdelingerne i AaIF og Nyvest. Senere kom Poulsker og ØB til, men i dag står AaIF alene tilbage. 

- Vi har besluttet at alle hold skal hedde AaIF, da alt i dag foregår i Aakirkeby og med ledere herfra. Jeg tror, at vi bliver os selv igen, fortæller fodboldformand Jimmi Sonne 
Meget gode resultater i 2010’erne er her i 2020’erne afløst af lidt mere ordinære resultater hos senior og ungdom. 
Lyspunkter er dog undervejs. Damerne, er i skrivende stund placeret på en aktuel tredjeplads i Born Fiber Ligaen, mens herrerne efter et par magre år med spillerafgang tilsyneladende igen er ved at etablere sig i toppen. 
 
Der havde midt i halvfemserne været knapt så succesfulde tiltag til samarbejde mellem især Pedersker og AaIF. Godt 10 år senere, i 2007 påbegyndte AaIF i stedet samarbejdet med naboerne fra vest, Nyvest, i første omgang på seniorplan, senere omkring de bedste af ungdomsholdene og til slut var der tale om en reel fusion af klubberne. 
Den tredje klub i gamle Aakirkeby Kommune, Pedersker IF kom aldrig med på vognen. 
 
Pedersker blomstrede og døde 
Pedersker fortsatte for sig selv, men efterhånden kneb det med spillere nok både på senior- og ungdomssiden, ligesom det gjorde med lederkræfter. Idag spilles der ikke længere fodbold på det sydligste Bornholm, idet hverken Poulsker IF eller Pedersker IF er fodboldaktive. 
Pedersker havde ellers oplevet nogle gyldne år. En stærk og bred ungdomsafdeling i 1970’erne skabte gode resultater på seniorsiden i 1980’erne, hvor de hvid/røde var en frygtet modstander ikke mindst på den lille bane i Sømarken. Læg dertil at ungdomsafdelingen var på noget af sit højeste i begyndelsen af det nye årtusinde med en stor pigeafdeling og et af øens bedste miniputhold, men pludselig gik det stærkt ned ad bakke.  
Pedersker nedlagde efter mange ganske succesrige sæsoner sin seniorafdeling i 2004 – ikke på grund af spillermangel, men fordi der manglede ledere. Den kom op at stå i nogle år igen, men holdt ikke i længden. 
Derimod blomstrede ungdomsafdelingen. I 2004 vandt PIF flere rækker både for drenge og piger, og i 2005 var Pederskers miniputter Bornholms bedste og deltog derfor i det uofficielle DM. Pigeafdelingen rådede over hele seks hold. Pigerne vandt pokalturneringen, og minipigerne blev bornholmsmestre.  
Men skolelukning, ledermangel og de generelt små ungdomsårgange blev en giftig ingrediens for fodbolden i Pedersker. 
Banerne i Sømarken er nedlagt, og klubhuset omdannet til sommerhus, men der er dog en fodboldbane ved den friskole, der erstattede den lukkede folkeskole.  
Som det ser ud nu, er der dog ikke meget håb forude for en snarlig genstart. Det er ærgerligt, men desværre virkelighed, fastslår Flemming Nexø, som er PIF’s kontaktmand til fodbold. 
- Der er ikke mange lokale børn på skolen, så dem der vil spille, tager hjem til nærmeste klub, fordi det er det nemmeste for forældrene. 

- Der kan dog startes noget op, hvis der kommer en, som vil være træner. Det kræver, at vedkommende har tid lige efter skoletid. Her er der en mulighed for at få gang i noget, inden ungerne tager hjem, mener Flemming Nexø. 

 
Øens tredjestørste klub er passé 
Nyvest havde i mange år haft en stor og velfungerende ungdomsafdeling, der spyttede mange talenter ud. Faktisk var de grøn/hvide i slutningen af 1970’erne øens tredjestørste klub. Det gav dog aldrig for alvor udbytte i form af en stabil tilværelse i Bornholmsserien, og klubben forblev primært et elevatorhold mellem de tre bedste rækker. Men netop i året før Midtbornholm-fusionen var Nyvest rykket op fra en førsteplads i Serie 1 og havde et meget konkurrencedygtigt midterhold i Bornholms bedste række. 
Nyvest-klubben, der samlede spillere fra det gamle Vestermarie Sogn, lige fra Arnager til Lobbæk og Vestermarie, var i begyndelsen af 2000-tallet stadig en af Bornholms store klubber med hold i alle ungdomsårgange og en blomstrende pige-/dame-afdeling under ledelse af ildsjæle som Bent Ole Enevoldsen og Anders Olsen. 
Men også her blev klubben ramt af ledermangel, og med fusionen ebbede de sidste rester ud. 
Så i dag lyder samme dystre toner fra Nyvest som dem fra Pedersker: 
- Desværre er der ikke aktivitet omkring fodbold i Nyvest. Der er heller ikke planer om, at det skal ske fremadrettet, oplyser Ida Tidemand, sekretær i Nyvest. 
 
Fusion skabte resultater 
Selvom fodbolden på Bornholm generelt havde været på vej ned ad bakke i løbet af 1990’erne, var der altså stadig godt med liv i de tre klubber i den tidligere Aakirkeby Kommune, da fusionen mellem AaIF og Nyvest blev besluttet i 2007. 
Fusionen blev i første omgang måske ikke en realitet, fordi det endnu for alvor kneb med spillere, men mere fordi lederne ønskede at skabe bedre sportslige forudsætninger for at hævde sig blandt de bedste i konkurrencen med de store klubber i Rønne og Nexø. 
Aakirkeby IF havde i 1950’erne og 60’erne havde været en af øens store klubber og med stor tilskueropbakning for førsteholdet, der også nåede et par oprykninger til Danmarksserien. Drømmene om en ny storhedstid fik liv med fusionen. 
Der var – ikke mindst på ungdomssiden - et solidt sportsligt grundlag for det kommende Midtbornholm. Der blev da også i en årrække skabt gode resultater. Mange ungdomshold lå blandt de bedste på Bornholm, og seniorholdet oplevede en gylden epoke i årene 2016 til -19, da Midtbornholm vandt tre mesterskaber i træk i Bornholmsserien. Men her stødte man ligesom på muren.  
- Midtbornholm var det rigtige på det tidspunkt, hvor vi skabte det. Men i Nyvest brændte lederne ud. Der er vi nok bedre stillet i AaIF, hvor flere brænder for det, mener Jimmi Sonne. 
 
Yngste er to år, ældste er 82  
Østerlars Boldklub og Poulsker IF blev fra omkring 2010 også en del af Midtbornholm. Der fulgte lidt ledere med, men de er stort set væk i dag. Og ligesom i Pedersker og Nyvest ligger fodbolden nu helt stille i ØB og Poulsker. - Jeg tror dog, at der kunne være muligheder for at starte noget op i begge klubber igen, hvis de har ledere, der vil. I Poulsker er der et stort potentiale, især hvis de får flyttet banerne til Snogebæk. 
Spillermæssigt er der ikke overblik over, hvor mange i nuværende AaIF, der kommer fra Aakirkebys store opland, der strækker sig fra Nylars/Vestermarie i vest, til Østerlars i nord, og Poulsker og Pedersker mod syd og øst. 
- Men det er nok ikke ret mange. Jeg vil tro, at 90 procent er vores egne, vurderer Jimmi Sonne.  
I dag foregår al fodbold i gamle Aakirkeby Kommune således udelukkende i Aakirkeby. Her er der til gengæld et tilbud til næsten alle fra vugge til grav, fra piger og damer til drenge og mænd. Yngste fodboldspiller i klubben er to år, ældste er 82 år. 
Der er mor/far-barn fodbold, fodbold for de 2-5-årige, og så er der ellers næste fuld pot med hold for både piger og drenge fra 6 til 17 år. 
Klubben råder over tre seniorhold for herrer, et for damer, og dertil er der tilbud om fodbold-fittness for damer samt ’Fodbold for sjov’ for voksne mænd, primært for dem over 60 år. Sidstnævnte hold kan der læses mere om nederst i denne artikel. 
 
Bredden skal være styrken 
De tre mesterskaber i Bornholmsserien gav ikke den eliteeffekt, lederne i Midtbornholm håbede på og drømte om. Rønne og Nexø lå og spærrede for den forjættede oprykning til Københavnsserien, som Midtbornholm sportsligt og ledelsesmæssigt var klar til.  
Derfor mistede førsteholdet efterhånden også en del af de bedste spillere, ikke mindst til de østlige naboer fra Nexø, som de mødte i oprykningskamp til KS i 2019, ligesom nogle spillere forlod øen. 
- At de bedste spillere har ambitioner og forlod klubben er helt fint, men det kunne have set anderledes ud, hvis vi var rykket op, mener fodboldformand Jimmi Sonne og seniorformand Jacob Pedersen. 
Lige nu satser AaIF på at bygge et nyt ungt hold op i Born Fiber Ligaen, dog i første omgang uden ambitioner om at rykke op. Det handler om stabilisering.  
- I stedet ønsker vi at skabe en bredde i klubben, så vi får et godt fundament. Vi kan se, at mange spillere i dag spiller der, hvor de har deres kammerater. De dyrker deres venskaber i klubben, fortæller Jacob Pedersen. 
- Hvis deres kammerater forsvinder, så risikerer vi at miste dem, der ellers ville blive tilbage. Lige sådan med de ældre spillere, som vi i Midtbornholm altid har haft lidt svært ved at holde på i forhold til andre klubber. 
- Derfor har vi startet et motionshold op, som jeg selv står for. Her håber vi på at kunne samle op og holde på dem, der måske ellers ville stoppe. For de her spillere er 3. halvleg og hyggesnak bagefter lige så vigtigt. Vi kan se, at der kommer flere og flere til. I år har vi nok fået ti nye, og spillere herfra kan så også træde ind og hjælpe andet- og tredjeholdet, når det kniber. 
Fodboldformand Jimmi Sonne tilføjer, at det i det hele taget er klubbens ambition også på ungdomssiden at skabe en større bredde. 
- Det vil sikre en levedygtig klub, fastslår han. 
Jacob Pedersen kunne også ønske sig, at der på seniorplan igen kunne skabes en FC Bornholm-model. 
- Så kunne spillerne stadig få opfyldt deres fodboldmæssige ambitioner, og stadig bevare en tilknytning til moderklubben. Det vil styrke klubberne, tror jeg. 
En andet stor udfordring for tilgangen til seniorafdelingen er, at både AaIF og de andre klubber på Bornholm mister mange U/17-spillere til efterskoler ovre. 
- Det gør U/17-turneringen tynd, vi har kun tre 11-mandshold på Bornholm. Mange af spillerne kommer slet ikke tilbage igen efter skoleophold. De finder måske ud af, at de hellere vil blive boende ovre, fortæller Jimmi Sonne. 
 
Så ikke faresignalerne 
Fodboldformanden erkender i samme åndedrag, at man hverken i AaIF, eller de fleste andre klubber på Bornholm, så de faresignaler, der pludselig eskalerede op igennem det nye årtusinde. Klubberne mistede pludselig mange medlemmer, og holdtilmeldingen til den lokale fodboldturnering blev faretruende tynd. 
- Vi havde jo ellers set hos håndbolden, hvor hurtigt ned ad bakke, det kunne gå. Men vi troede nok i fodbolden, at det hele kom af sig selv. Det havde det altid gjort. Vi havde mange medlemmer, og blev lullet i søvn. 
- Men der skete nok også en mentalitetsændring i løbet af det nye årtusinde. Spillerne kom ikke længere af sig selv, og vi har fundet ud af, at man i dag virkelig skal ud og opsøge dem. 
- Man kan sige, at vi nok fik bremset op i 11. time.  
- Derfor startede vi børnefodbold for de mindste, og det giver bonus. Vi har cirka 30 forskellige børn fra to til fem år, der spiller, og vi kan se, at mange af de små bliver hængende som medlemmer. Samtidig får vi nogle af forældrene inddraget, selvom det også er sværere.  
- Vi har et slip af forældre fra holdene i 10-12-års-alderen. Der var ligesom en periode, hvor fodboldklubben fungerede som en fritidsordning, hvor vi ikke så så meget til børnenes forældre. Her forsøger vi så at ændre indstillingen nedefra, så vi lærer forældrene, at de er vigtige, fortæller Jimmi Sonne. 
- Og at oplyse dem om, hvad de kan få ud af at blive leder eller træner, supplerer Jacob Pedersen. 
- Heldigvis ser det ud til, at mange klubber på Bornholm har fundet ud af, at det kan betale sig at bygge op helt nedefra. Vi kan se på børnestævnerne for de mindste, at de nu er i kraftig stigning. Nu er der måske 30 hold til stævnerne, hvor der for få år siden bare var 15. Selv har vi nu to-tre U/6 hold med til stævne, hvor vi før bare havde et, fortæller Jimmi Sonne og erkender, at ikke kun AaIF, men bornholmsk fodbold står i en situation, hvor mange års forsømmelser skal hentes ind.  
Og der er kun en vej at gå – den lange seje vej at bygge holdene op skridt for skridt nedefra, og ikke mindst at få gode træner- og lederkræfter ind hos de mindste. 
Samtidig drømmer de to AaIF-ledere om, at Bornholms Regionskommune efter mange magre år med hensyn til idrætsinvesteringer, igen ser idrættens vej. 
- Vi har dårligere forhold i dag omkring banepasning, end vi havde i gamle Aakirkeby Kommune. Der bliver heller ikke investeret i anlæg. Vi er bagud på Bornholm med kunststofbaner, og vores drøm er at få sådan en bane i Aakirkeby. 

-Men Bornholms Idrætsråd og Vej og Park gør, hvad de kan, men det er ikke nemt, når de hele tiden får mindre budget at gøre godt med, siger Jimmi Sonne. 
 
Ledere og trænere er nøglefaktor 
De to ledere er også enige om, at tilstrækkelige og gode leder- og trænerkræfter er helt afgørende for klubbens velbefindende og udvikling.  
I dag skal disse primært findes blandt AaIF’s egne, hvis man ser bort fra førsteholdets træner Matthias Andersen, der har sine rødder i Nyvest. 
Hvor andre klubber virkelig mangler ledere, er AaIF i en væsentlig bedre situation, vurderer fodboldformanden. 
- Der skal hele tiden arbejdes på det hele, og det er vigtigt, at vi til stadighed lærer, hvordan vi bedst rekrutterer nye.  
- Vi har dog nok, lige som andre større klubber som Nexø og RIK, nogle folk, der virkelig brænder for det, og som holder maskinen i gang. 
- Vi forsøger hele tiden nye ting for at holde på lederne. F.eks. satser vi meget på, at der er tre-fire trænere og ledere omkring hvert hold, så ingen af dem føler sig fuldstændig bundet af, at skulle være tilstede to-tre gange om ugen. 
- Men nemt er det ikke at få nye indrulleret. Jeg tror, at vi som klub skal være forsigtig, når man har et træneremne. Det første er ikke, at sige, at nu skal du på et syvtimers trænerkursus. Vi skal ikke skræmme dem væk med det samme med en masse krav. 
- I stedet kunne man måske få en DBU-instruktør ud en gang imellem, der kan give inspiration til trænerne. Det vil nok fungere bedre, mener Jimmi Sonne, der heller ikke er bange for, at der ind imellem skal lidt økonomi til for at holde på de gode trænere. 
Jacob Pedersen betoner også, at i AaIF er det vigtigt, at det gerne skal være tidligere eller nuværende fodboldspillere, der lærer de små poder de grundlæggende ting i fodbold. 
- Det er fint med den legeorienterede tilgang, men her er vi så måske lidt mere oldschool og vil også gerne lære børnene de grundlæggende fodboldfærdigheder, betoner han. 
Selvom det kan give udfordringer, er man i AaIF glade for, at der til stadighed dukker forældre op, der involverer sig i et træner- eller lederjob. 
- Vi sætter rigtig stor pris på de forældre, der gider og vil være trænere, pointerer Jimmi Sonne. 
 
Når man genstarter sin fodboldkarriere som 75-årig 
Lederproblemer har Fodbold-for-sjov-holdet i Aakirkeby ikke. Den klarer 75-årige Jørgen Nielsen. 
Holdet blev i 2015 sat i søen som et sundhedsfremmende projekt af Diabetesforeningen, på foranledning af diabetessygeplejerske Anita Kjær-Madsen og tidligere formand for Diabetesforeningen, Claus Westh Olsen. 
Hurtigt kom Hjerteforeningen til. I dag er det et åbent hold, der kører om en underafdeling af fodbolden i AaIF hver tirsdag og fredag sen eftermiddag. 
En diagnose er altså ikke et nødvendigt adgangskort. Holdet er blevet udvidet, så alle over 60 er velkomne. Der er ingen skarp aldersgrænse, pointerer Jørgen Nielsen. 
Selv havde han kun spillet fodbold indtil 7. klasse, men kom i gang via Diabetesforeningen. Han havde været væk fra øen i 35 år, vendte tilbage og er i dag bosat i Nexø, ligesom et par andre af deltagerne på holdet. 
- Spillerne kommer i det hele taget fra hele Bornholm, fra Rønne, Hasle, Allinge og så videre, fortæller Jørgen Nielsen denne lune majaften på AaIF’s kunststofbane, hvor træningen finder sted om sommeren. 
Om vinteren går spillerne indendørs i Aakirkeby-hallen, så hele året trænes der fast to gange ugentlig. 
Der bliver gået godt til stålet ude på banen, hvor der denne dag spilles fem mod fem. Nogle har en fodboldfortid som den gamle førsteholdsspiller i Pedersker og AaIF, Finn Ipsen, Alf Jørgensen fra Aarsballe og Anders Olsen fra Nyvest. 
Andre er startet op med fodbold, da tilbuddet fra de to sygdomsforeninger kom. I starten kørte projektet med DBU’s daværende instruktør Lene Andersen som leder, opvarmer og indpisker.  
I dag kører holdet som en selvstændig klub-i-klubben under fodbolden i AaIF, hvortil spillerne betaler kontingent. 
De ældste spillere er 75, 81 og 82 år, men det ligger ingen hindringer for udfoldelserne, og spillerne bedyrer, at de ikke har problemer med bentøjet. Ind imellem må de dog ned og smage lidt på kunststoffet, og det kan godt sætte sine mærker, når huden glider hen over det.  
Ældste mand – og forbilledet for alle, pointeres det fra flere sider – er 82-årige Poul Folkmann. 
Han spillede fodbold i AaIF indtil sit 19. år bl.a. med tidligere koryfæer som Jørn Erik Funk.  
- Men så kom jeg på gymnastikhøjskole på Gerlev, hvor jeg kom på rep-holdet, og senere tog jeg på langfart. Jeg kom først gang med fodbold igen som 75-årig, bortset fra lidt skibsfodbold på skibskajerne i den nordiske turnering, der var mellem langfartsskibene, fortæller Poul Folkmann i en af de indlagte pauser. 

Pulsen kommer op 
Der spilles i intervaller af ti minutter, pulsen kommer godt op, og når æggeuret ringer, er der en lille pause, inden der knokles videre med den drilske bold. 
- Det er sjovt at være i gang med fodbolden igen, fortæller Poul Folkmann videre i næste pause. Jeg var nok aldrig kommet i gang med at løbe for mig selv, så det her er meget bedre, forklarer han, mens en af holdkammeraterne lige kommer med en drillende bemærkning. 
- Skriv lige, at han blandt venner kaldes Brutalis. Han er benhård, griner holdkammeraten. 
Der er en hyggelig stemning, og spillerne går ikke mere til den, end de kan magte. 
- Det her er mere en leg. Man danner hold efter styrke, så alle kan være med, fortæller Jørgen Nielsen. 
Anders Olsen havde holdt fodboldpause i mange år, da han blev fanget af tilbuddet. 
- Jeg var spiller, træner og leder i Nyvest i mange år. Brugte rigtigt meget tid på det. Men kørte så træt. Orkede næsten ikke at se fodbold i tv længere. Men jeg trængte til at røre mig igen, og det her er perfekt. Det er stille og roligt, man tager hensyn til hinanden og har det sjovt, pointerer han. 
For nogle af deltagerne er baggrunden lidt mere alvorlig med sygdom inde på kroppen. 
Selv har Jørgen Nielsen diabetes. 
- Det er jo vigtigt at røre sig. Så får man det også bedre med sygdommen. Kroppen holdes i gang og får det bedre, og når kroppen har det bedre, så har hovedet det også bedre, lyder hans logik. 
Alf Jørgensen fik hjerteproblemer som 56-årig, hjertekapaciteten faldt på et tidspunkt til 10 procent, inden han fik indopereret nye hjerteklapper.  
- Nu går det godt. Jeg bliver selvfølgelig hurtigere træt, men det går helt fint med at spille fodbold, fortæller han. 
Socialt giver det også en masse at komme ud og møde mennesker. 
- Vi hygger os sammen og har en 3. halvleg i cafeteriaet, hvor snakken går på kryds og tværs. Man taler ikke så meget sygdom. Det gjorde vi nok i starten, og er der noget, folk kan hjælpe hinanden med, så gør vi naturligvis det. Men ellers er det hele verdenssituationen, der bliver vendt, fortæller Jørgen Nielsen. 
 
Fodbold er godt for hjertet 
Det er altså fællesskab og holdånd, som i høj grad trækker, når træningstøjet skal på, og støvlerne snøres til en gang træning i sol, regn og blæst på fodboldbanen.  
Men fodbolden kan mere end at samle folk om et spil med en bold, fortæller Peter Riis Hansen, overlæge ved hjertemedicinsk afdeling på Herlev og Gentofte hospital, til DBU’s hjemmeside: 

- Motionsfodbold er en særlig effektiv træningsform, fordi den er varieret med både udholdenheds-, interval- og styrketræning. Det batter for sundheden, og det gælder både, når man vil forebygge og behandle hjerte-kar-sygdomme, siger han. 
I 2016 vandt ’Fodbold for sjov - Voksne mænd kan også drible’ i øvrigt Bornholms Regionskommunes partnerskabspris.  
Forløberen for dagens motionstilbud i AaIF, som altså har vist sig at være særdeles levedygtigt, var et partnerskab mellem Bornholms Regionskommune, Bornholms Hospital, DBU Bornholm, Hjerteforeningen Bornholm, AaIF og Diabetesforeningen Bornholm. Med prisen fulgte 25.000 kroner. 
Bornholms daværende borgmester Winni Grossbøll udtalte dengang:  
- Med dette tilbud har man fundet en måde, hvor det er muligt at løfte mænds sundhed, og som er med til at gøre nogle af de her mænd mindre afhængige af medicin på en sjov måde. 
 
Motionsfodbold i flere klubber 
Motionsfodbold, hvor det ikke handler om at konkurrere på turneringsniveau, er i det hele taget blevet meget populært på Bornholm, som det ses i Aakirkeby. 
RIK har i mange år haft et hold for superveteraner. 10-15 mand mødes hver mandag formiddag til en times spil og efterfølgende hygge, ofte med spisning i klubhuset.  
I dag er mange af spillerne efterhånden +70-spillere. Ældste mand er tidligere Østkraft-direktør Jørn Ole Fält Hansen på 84. En del af spillerne, har en fortid på RIK’s bedste hold – nogle, som Kell ’Makker’ Nielsen og Preben ’Krabbe’ Andersen, var med helt tilbage i klubbens glade divisionsdage i slutningen af 1960’erne, og det bornholmske unionshold, der i 1967 sensationelt slog større unioner med landsholdsspillere og endte i finalen i Idrætsparken. 

 
Naboerne for Viking fik for nogle få år siden gang i et hold for dem, der gerne vil holde sig i gang med fodbold, men som ikke nødvendigvis deltager på turneringshold. Jan-Ole Pedersen står for 60+-holdet. 
Holdet mødes hver fredag klokken 11 og spiller lidt over en time. Der er en lille pause til lidt væske. Der spilles hele året på Vikings multibane lige uden for klubhuset. 

- Vi kan blive op til 14-16 spillere, men normalt er vi 8-9 stykker. De fleste er gamle første- og andetholdsspillere, men der er også et par tilflyttere med, fortæller Jan-Ole Pedersen.  
Gamle fodboldspillere har ofte skavanker. I Viking deltager nogle med nyt knæ og nogle med ny hofte. 

- Der er nogle under 60 år, men de fleste er sidst i 60’ene eller først i 70’erne. Alle er velkomne, fortæller vikinglederen, der dog har en bonus til de over 60: 

- Når man bliver 60 eller 70 får man en trøje med et stort 60+ på ryggen og sit navn på brystet. 

Hver deltager betaler 20 kroner pr. gang. Pengene går til spisning i klubhuset og udflugter til for eksempel fodboldgolf eller minigolf. 

 
Også i Nyker IF startede man for et par år siden et hold op primært for +50-segmentet. Det er stille og roligt blevet ændret, så hovedparten af spillerne i dag er mellem 15 og 50.  
Der spilles hver onsdag 18.30, og en del af spillere er nogle, der på en eller anden måde er kørt træt af turneringsfodbold efter ungdomstiden, men som her har fundet et forum for lidt hyggebold med de ældre.  
Ofte bliver det til en afsluttende træningskamp mod NIF’s damehold, der træner samtidig, til glæde for begge parter.